TREENIGHEDSKIRKEN I GRÅDYBET I ESBJERG. KIRKEN HAR ET BERØMT GAMMELT DRENGE- OG MANDSKOR, DER HAR REJST OVER HELE VERDEN OG SOM DET NOK ER VÆRD AT HØRE.

Her har vi Treenighedskirken. Bemærk korset foran bygningen. Under den store storm i 1999 blæste kobbertaget af kirken. En kunstner lavede dette kors af en del af det nedblæste tag.

Jeg er taget til gudstjeneste fordi jeg vil høre orglet og ikke mindst koret.

Fantastisk smuk glasmosaik.

Døbefont og alter. Godt fundet på, med den bue i koret hvor lyset strømmer ind fra oven og fra siderne. Alter og alterskammel og enkel og gedigent udført. Døbefonten og dåbsfadet er lige så enkelt og smukt udført. Prædikestolen er af granit, men er ikke med på billedet.

Selve kirkesalen er kvadratisk med stole på gulvet og siddepladser højere oppe på de 3 sider. Jeg valgte en plads lige ved prædikestolen, så jeg kunne følge med i hvad der foregik oppe ved orglet.

Her har vi det berømte kor. Det har en dygtig kordirigent og en virkelig dygtig organist. i 2009 rejste koret til Kina. Der er tale om et blandet drenge- og mandskor. Koret har tit optrådt i TV for DR - specielt i udsendelsen "Før Søndagen". Koret har et par drengesopraner med pragtfulde stemmer. Personligt er jeg i familie med den tidligere drengesopran Preben Tornfoft fra Århus - han er 4 år ældre end mig. I min barndom havde vi alle hans grammofonplader på 78-ere, dengang syntes jeg der var noget tøset og affekteret over ham, men jeg holdt af at høre ham synge. En god ven til mig har fået overspillet alle pladerne til en CD. Jeg har stadig fornøjelse af, at høre ham synge.

 

VADEHAVET - KAMMERSLUSEN - TIDEVAND OG STORMFLOD - RIBE DOMKIRKE - EN SPADSERETUR GENNEM DANMARKSHISTORIEN. 1300 HUNDREDE ÅRS JUBILÆUM.

 

Her får du et luftfoto over området. Vi har kammerslusen øverst til venstre og Ribe by nederst til højre. Du kan følge Ribe å. Det lille kvadrat med vand om i den vestlige del af byen er Ribe slotsbanke. Ribe domkirke ligger i centrum af byen lidt øst for Slotsbanken. Jeg håber dette kort giver et overblik over området.

Kammerslusen, sluse nær Ribe Ås udløb i Vadehavet vest for Ribe. Den er opført 1912 som skibssluse i forbindelse med opførelsen 1911-15 af havdiget fra Roborghus til Vester Vedsted og for at sikre, at de lavtliggende områder bagved ikke oversvømmes ved flodtid. Den nederste del af Ribe Å blev reguleret ved en kanal, gravet 1855-56. Her ser vi ud mod havet. Fanø´s sydspids befinder sig til højre i billedet. Der er en gratisperiode, hvor man kan komme igennem slusen, men uden for denne må man betale. Du kan se en tilsvarende sluse ved Hvide Sande, den er nødvendig for at man sejle ind og ud af Ringkøbing fjord.

Vi ser fra Kammerslusen ind mod Ribe. Her i det flade marskland, nær Vesterhavets vandvej til hele Europa kan man sejle ind til Ribe - ad Ribe å helt til centrum til Skibsbroen. Der er tidevand her.

Tidevand er den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af månens (primært) og solens (sekundært) uensartede tyngdefelter (også kaldet tidevandskræfter).

Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.

Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.

Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve i et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation.

 Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (el. solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen.

I store træk er det sådan at der er 6 timer mellem flod og ebbe. Her ved Ribe, der ligger ud for Fanø´s sydspids er forskellen mellem flod og ebbe lidt over 1 meter, længere sydpå ved Holland er forskellen 11 meter. Da Esbjerg blev etableret blev havnen anlagt som en dokhavn, hvor man kunne sejle ind og ud ved højvande. Så lukkede man dokken og undgik at skibene stod på bunden ved lavvande. Senere blev havnen gravet så dyb, at man kunne undgå dokken.

Ribe købstad fejrer i år sit 1300 års jubilæum - det skydes i gang den 8. januar 2010. Ved nederlaget i 1864 mistede vi Holsten og Slesvig (Slesvig er det vi populært kalder Sønderjylland i dag). Grænsen blev flyttet helt op til Kongeåen og gik fra Kolding til Ribe, men da Ribe lå i en af de såkaldte kongelige enklaver og ikke hørte med til Slesvig gik grænsen syd om Ribe. Vi mistede i 1864 flere store havne ved Vesterhavet og det blev derfor nødvendigt at anlægge Esbjerg som havneby - her var en naturlig sejlrende i vadehavet - og senere at anlægge Jernbane til denne by. Jernbanen kom også til Ribe.

Vi har fundet en parkeringsplads lidt fra Centrum, så nu går turen til Domkirken der ligger ret forude, på vejen dertil passerer vi "Skibsbroen" som er en kajgade, med alle de store købmandsgårde ved Ribe å. Her bruste, buldrede og fossede vandet helt vildt ud mod Vesterhavet.

En rivende malmstrøm. Det er utroligt, at de træer ude i vandet ikke bliver skyllet bort.

Det bruser og suser - helt vildt. Det var her i Ribe å man for ikke så længe siden ledte efter en forsvunden mand. Der gik over en uge, men til sidst fandt man ham. Man ved ikke hvordan han havnede i åen, man mener det var en ulykke.

Skibbroen i Ribe med de store købmandsgårde - bemærk vandets strømmen. Ude for enden ligger resterne af det borganlæg, hvor Valdemars den 2. Sejr´s  Bømiske dronning Dragomir - på dansk Dagmar - lå syg. Kongen red i vildt ridt fra kongsborgen i Skanderborg fulgt af hundrede mand, men da han nåede Ribe bro - da var han ganske alene - sådan lyder folkevisen. Dagmar ligger begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted - ud i Ringsted hviler Dronning Dagmar. Alle kender dronning Dagmar, især på grund af det smukke Dagmarkors, som bruges som dåbsgave eller konfirmationsgave til piger - korset er fundet ved en udgravning af gravene, men har dog næppe tilhørt hende og stammer med stor sandsynlighed fra en lille by syd for Byzans eller Konstantinopel i Tyrkiet - i dag Istanbul . Her kunne man lave sådanne raffinerede guldsmykker med emalje. Det er et virkeligt smukt smykke - et sådant Dagmarkors, men det koster en bondegård i emaljeudgaven. En sølvudgave kan dog gøre det og det vil enhver pige senere blive glad for. Her har vi tro, håb og kærlighed.

 

Forsiden  

Bagsiden

 En glad pige

Dagmarkorset, 3,4 cm højt relikviekors af guld og emalje. Det kostbare hængesmykke, der menes udført i Byzans i 1000-tallet., viser dels den korsfæstede Kristus, dels Kristus som dommer sammen med Maria og Johannes samt to græsk-ortodokse helgener. Korset blev fundet i en grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted og 1695 indsendt til Det Kongelige Kunstkammer, hvor en usikker tradition knyttede det til Valdemar 2. Sejrs dronning Dagmar. Efterligninger af Dagmarkorset har været populære i Danmark, siden Frederik 7. i 1863 brugte en kopi som bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra. Det originale kors er på Nationalmuseet.

Dagmarkorset er fremstillet i en detaljerig celleemalje-teknik, hvor tynde guldvægge skiller de mange felter med hver deres emaljefarve.

Fundet af det fine byzantinske guldsmedearbejde i en af de kongelige grave i Skt. Bendts Kirke i Ringsted afspejler sandsynligvis 1100-tallets tætte familieforbindelser mellem det danske kongehus og russiske fyrster.

Dronning Dagmar ligger i Ribe syg (Folkevise)

 




Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.



"I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise,
I hente mig fremfor alle dem
Hr. Karls syster af Rise!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Liden Kirsten hun kom ad døren ind,
hun skinned så rød af gulde,
hun kunne ej lys i kronen se,
hendes øjne vare tårefulde.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Nu, kanst da læse og skrive med skel
og løse mig af min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Og det var liden Kirstine,
tog bogen og derudi så:
"Gud hjælpe, min dronning, din pine
er hårder' end jern og stål."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Læsten hun tog og den hellige bog,
hun læste alt, hvad hun kunne,
og blad hun vendte så sørgelig,
så såre hendes øjne runde.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
det blev jo længer jo værre.
"Mens der er nu ikke bedre råd,
I sende bud efter min herre!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Vil Gud det have, må så det ske,
at døden han skal mig gæste,
I sende straks bud til Skanderborg
og hilser fra mig på det bedste!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Og det da var den liden smådreng,
han lod sig ej længe forlide,
før han rykte sadel fra bjælken ned
og lagde på hors den hvide.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Ind da kom den liden smådreng,
og stedtes han for borde,
han var så snild i tale sin
og så tog han til orde:

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Dronning Dagmar har mig til eder sendt,
hun ville med eder samtale,
hun længes så fast og overbrat,
hun hvener sig lydt i sale."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Dankonning slog sammen det tavlebord,
så alle de terninger sjunge:
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulle Dagmar hin unge!"


- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Der kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars dreng hin venne.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Der han red over Randbøl Hed',
da fulgte ham femten svende,
der han kom over Riber Bro,
da red den herre alene.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Der er stor ynk i fruerbur,
når alle øjne græde.
Dronningen døde i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Og det var danerkonning,
han ind ad døren tren,
det var liden Kirsten bolde,
hun rakte ham hånd igen.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Og hør I, min herre og konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
for I haver fået en søn i dag,
er skåret at Dagmars side!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Jeg beder eder, fruer med høvisk hu,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg må tale med hende!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Så fulde de ned på deres knæ,
så mange, som der var inde,
for mindelig bøn og kongelig gråd
lod Dagmar sig levende finde.

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


Dronning Dagmar rejste sig op på bår',
hendes øjne var blodig røde:
"Min ædle herre, Kong Valdemar,
hvi gjorde I mig den møde?"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
jeg haver ej andet misgjort,
end at mine silkeærmer små
jeg haver om søndag snørt."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Den første bøn, jeg beder nu,
den undes mig, som jeg tænker:
Alle fredløse mænd, dem give I fred,
og løs alle fanger af lænker!"


- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Den anden bøn, jeg beder om,
den er eder selv til fromme,
I tage ej Bengerd udi favn,
hun er så besk en blomme!"

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"I tage liden Kirsten til eders viv,
hul er så bold en jomfru,
men falder det anderledes i hånd,
da kommer I mig ihu."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Den første bøn, I beder om,
den under jeg eder så gerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til viv
eller nogen verdsens terne."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Vil ikke I tage liden Kirsten
eller nogen verdsens terne,
så farer I dog til Portugal!
Alt efter så besk en verne."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Min ædle herre! nu har jeg talt,
vil mer af mig i vide?
Der sidder Guds engle i Himmerig,
de må fast efter mig lide."

- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.


"Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer dvæle,
Himmerigs klokker de ringe for mig,
mig længes til fromme sjæle."


- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

 

... det skal lige tilføjes at Valdemar senere giftede sig med Bengerd

STORMFLODER OG DIGEBYGNING VED RIBE


 

På Skibbroen står en stormflodssøjle. Når man kigger på den og ser hvor højt havvandet på nogle tidspunkter har stået i Ribes gader, forstår man hvorfor ripenserne frygter Vesterhavet. Med jævne mellemrum har "Blanke Hans" skyllet ind over marsken og ødelagt huse og veje og drevet folk og dyr op på højtliggende steder for at rede livet.

Den øverste ring på stormflodssøjlen viser at vandet stod godt 6 meter over normal vandstand i 1634 under "Den anden store menneskedrukning". Dengang druknede mindst 8000 mennesker og mange tusinde husdyr. Selv inde i Domkirken stod vandet højt, og på pillen bag prædikestolen er vandstanden i 1634 afmærket ca. 170 cm. over gulvhøjde.

Ribediget.

Alligevel gik der flere hundrede år med mange stormfloder, inden man enedes om at bygge det 15.km. lange Ribedige fra Tjæreborg i nord til Vester Vedsted ved Ribe i syd. Diget blev ikke bygget før i 1912. Nogle måneder før det stod færdigt, blev der et forrygende uvejr. Vandet steg og steg. Inde i Ribe kunne man sejle på Skibbroen og i hovedgaden. Vandet stod også højt i Fiskergade. Her sad på et køkkenbord med fødderne i vand tømrer Apitz og sang af glæde over, at hans kone samme nat fødte ham en søn. Drengen fik navnet Herman Stormflod, men blev til dagligt kaldt Flod. Det syntes man ikke var så mærkeligt, når andre drenge kunne hedde Ebbe.

Hos familien Frandsen på Seminarievej blev yderdøren sprængt, og vandet fossede ind. Snart nåede vandet op til dagligstuen og begyndte at skylle ind over dørtrinet. Familien havde elektrisk lys, men det gik ud, for måleren var i kælderen. Vandet steg stadig, så i mørket måtte de finde op ad trappen til loftet. Den nat var der selvfølgelig ingen, der kunne sove.

Næste dag var vandet sunket, men møblerne var drivende våde. Nogle var væltet, og desuden havde vandet bragt en masse snavs med sig. Der lå små døde fisk på komfuret i køkkenet i kælderen, og det sidste vand måtte skovles op i spande og smides ud.

Der blev dengang kun bygget dige til Vester Vedsted, for syd herfor var dengang den dansk/tyske grænse, og tyskerne ville ikke være med til det kostbare digebyggeri. Tyskerne byggede dog Ballumdiget længere sydpå ved bl.a. krigsfangers arbejdskraft.

Først i 1923, da området igen var dansk, blev Rejsbydiget påbegyndt, så hele kysten fra Ballum i syd til Tjæreborg i nord var sikret. Inden diget var færdigbygget, indtraf der dog den største stormflodskatastrofe i nyere tid. Det var d. 30. nov. 1923. 1 ingeniør og 18 digearbejdere omkom.

Heldigvis har Ribe ikke været overskyllet af havvand siden Ribediget blev bygget i 1912, Men stormfloder var og er en evigt tilbagevendende trussel, som Ribes borgere må lære at leve med.

Når børnene kommer i skole i Ribe, får de udleveret en informationsskrivelse om, hvordan skolen og forældrene skal forholde sig, når der er forhøjet beredskab (stormflodsvarsel), og skolerne skal evakueres.

Var Ribe Dige ikke blevet bygget i 1912, ville Ribe adskillige gange have været oversvømmet i dette århundrede, da det ser ud til at stormfloder forekommer hyppigere end før. Esbjerg Havn har gennemsnitligt registreret 2,2 store højvander om året de sidste 50 år, hvilket er dobbelt så mange som de seneste 125 år.

Samtidig er havspejlet steget. Vandstanden er i dag 11 cm højere end for 100 år siden. FN's klimapanel bestående af forskere fra hele verden, mener at verdenshavene vil stige mellem 18 og 59 cm. inden år 2100 som følge af klimaændringer og havisens afsmeltning. En gruppe klimaeksperter, der besøgte København i foråret 2009 mente, at stigningen nærmere ville være mere end 1 m. Forskning har vist, at gennem de sidste 8000 år har Vadehavet kunnet klare en stigning på et par millimeter om året. Vand og sand har fulgt hinanden, selv om havoverfladen dengang lå 17 meter under nuværende havoverflade. Ingen ved dog, om Vadehavet vil kunne klare en stigning på 10. millimeter om året, som der nu er på tale.

Det er en meget alvorlig situation for kystbefolkningen ved Ribe - og mange andre steder i verden. Den internationale diskussion om klimaændringer og global opvarmning er meget aktuel for de mennesker, som bor så tæt på havet i det lave marskområde.

Den værste orkan

Den værste orkan i 100 år ramte den 3. december 1999 Jyllands Vestkyst. Heldigvis var der ved orkanens værste rasen stadig lavvande. Aldrig før er der registreret så høj en vandstand ved Kammerslusen ved Ribe. Måleren viste 5,12 meter., da den gik i stykker. Men næste dag kunne man på diget se, at vandet havde stået ca. 6,70 meter., hvilket er 30 cm. under digetoppen. (Diget er 7 meter.) I de 6,70 meter er bølgerne regnet med, hvilket de ikke er i afmærkningerne på stormflodssøjlen - i hvert fald ikke i de nyeste afmærkninger.

Hvis der havde været højvande, da stormfloden kulminerede, var katastrofen indtruffet, fordi vandet ville havde stået 1 –1½ meter. højere, hvilket er langt over digetoppen og Ribe ville have været overskyllet af vand.

For de der bor i Ribe og på Mandø er det temmelig uhyggeligt at tænke på, at det er tilfældigt, at de ikke blev oversvømmet den 3. december 1999. Og at de på trods af, at stort set hvert andet hus i Ribe var beskadiget – måske alligevel var heldige.

Næste dag lignede Ribeegnen mest af alt en krigsskueplads. Over alt var gavle blæst ned, tage flået af og tagsten og tagplader strøet rundt. Mange gamle træer og hele skove var væltet.

Orkanen var slem nok, men man undgik den store katastrofe på grund af lavvande langs vestkysten. Stormfloden udrettede dog store skader på især Rejsby og Juvre Dige, som blev gennembrudt flere steder.

Det viser, hvor vigtigt det er hele tiden at forstærke digerne.

Her ser du en kortskitse over digerne. Nordligst har vi Darum-Tjæreborg diget, så kommer Ribe diget med Kammerslusen. Sydligere har vi Rejsbydiget og længere nede Ballum-diget med Ballum slusen. Endelig afslutter vi med Emmerlev-diget.

Digerne langs Vadehavets kyst  - det hele er mudder og gummirøjser.

Digerne langs Vadehavets kyst er af forskellige højder. Ribediget er 7.00 meter. og det Fremskudte Dige ved Højer 7,45 meter. Ballum-Astrup-diget og Rejsby-diget på en strækning af ca. 15. km nord for Rømødæmningen er netop forhøjet til 7,10 meter.

Hver gang vi har en stormflod, bliver det med rette diskuteret, om digerne er gode og høje nok. Flere af de ældste diger er forstærket ved, at profilen ud mod Vadehavet er gjort mere flad. På den måde kan bølgerne under en stormflod miste noget af deres fart og kraft på vej op ad diget. Hvis diget er for stejlt, vil bølgerne lettere kunne "få fat" og lave huller i overfladen, så de kan bryde igennem. Derfor er alle nyere diger brede og med et svagt fald på havsiden.

Udover det svage fald er det vigtigt, at der er en stabil sandkerne i digerne, der samtidig kan sørge for god dræning i diget. Ribe Dige har sådan en sandkerne, men nogle af de ældre diger har blandingsjord, og det dræner ikke så godt. Udenpå sandkernen lægges et klæglag på ½-1 m. og øverst græs til at holde på det hele. Klæget tages bag diget, hvor der så opstår en fyldgrav langs med diget.

Stormflod.

Man snakker om stormflod, når vinden presser vandet mod digerne og vandstanden er over 2,40 meter over DVR 90 (Dansk Vertikal Reference 90). På det tidspunkt bliver forlandet oversvømmet, og det går ud over dyre- og planteliv. Når vandet når op på 4,00 meter over DVR 90 truer oversvømmelserne det laveste dige, som ligger ved Ballum, og dermed bebyggelse og mennesker.

Man kan ofte opleve meget vand i Ribe. Flere gange om året står vandet helt op til volden ved Ribe skibbroen, og Ribe kan prale med "havudsigt". Men vandet er ikke havvand, det er opstuvet vand fra baglandet, som ikke kan komme ud i havet, fordi Kammerslusen er lukket. Den er lukket, når havvandet står højere end åvandet.


Kilder:

Jyske Vestkysten. Den 10.11.1991 og den 23. okt. 2002

Kilder: Vadehavscentret i Vester Vedsted og naturvejlederne på Vadehavscentret

Palle Uhd Jepsen: Vadehavsbilleder – natur og mennesker i et tidevandsområde

H.E. Sørensen: Vadehavet og vesteregnen.

 

Ribe Domkirke har hele 3 tårne. Det firkantede tårn har en speciel historie. I begyndelsen af 1300-årene rejste borgerne i Ribe det store stormklokketårn som et sikkert gemmested for deres kostbare købmandsvarer.

Herunder kan i se de hyppigste stillede spørgsmål til kirken.

Hvor gammel er kirken og hvem byggede kirken?

Der er ingen der ved præcis hvor gammel kirken er, men vi ved at den første biskop der startede med at bygge en kirke i sten, var biskop Thure.
Thure var biskop i Ribe fra 1114 til 1134, hvor han faldt i slaget ved Fodevig.

Hvor højt er tårnet?

Borger tårnet er 50 meter højt.

Hvor mange trin er der op i tårnet?

Der er 248 trappetrin i tårnet.

Hvilken 2 melodier spiller klokkespillet?

Kl. 12 og kl. 15 spiller klokkespillet Dr. Dagmar lå udi Ribe syg. Kl.8 og kl. 18 spiller klokkespillet den yndigste rose, skrevet af Hans Adolph Brorson.

Hvor mange konger ligger der begravet i kirken?

Der ligger to konger begravet i domkirken. Kong Erik Emune, der døde i 1137 og Kong Kristoffer den 1., der døde i 1259.

Hvem var Hans Tausen?


Hans Tausen var den danske reformator og biskop i Ribe.


Hvem var Hans Adolph Brorson?


Hans Adolph Brorson var salmedigter og biskop i Ribe. Han har skrevet ca. 120 af salmerne i den danske salmebog. Det er ham med salmen "Op al den ting, som Gud har gjort ... gik alle konger frem på rad - i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde".
 

Husk at gå en tur op i Borgertårnet. Det er 50 meter højt, og der er 248 trin. Herfra kan man i klart vejr se i en radius af 30-35 km. Dvs. vadehavsøerne Rømø, Mandø og Fanø, samt Esbjerg by. Det er det eneste der koster entre i kirken.

Ribe Domkirkes historie fra Kristendommen kommer til Danmark til i dag

Omkring år 826 kom Nordens Apostel, den katolske munk Ansgar til Danmark. Han skulle forsøge at kristne danskerne, der endnu troede på de nordiske guder Thor og Odin. Ansgar fik nu ikke kristnet vikingerne, men der kom mange udenlandske handelsfolk til Ribe og dem kunne han så betjene med kirkelig service.

Ca. år 860 byggede Nordens apostel Ansgar en kirke i Ribe. Kirken menes at have ligget på det sted, hvor domkirken ligger i dag og var bygget af træ. I 948 blev Ribe bispedømme grundlagt, og Ribes betydning som handelscentrum i den nordlige del af Vadehavet og som en af Danmarks vigtigste byer blev stadfæstet. Samme år som Ribe stift blev grundlagt, blev stiftets første biskop også nævnt. Det var Leofdag, som døde som martyr efter at være blevet dræbt af vikinger i Ribe.

Dengang - i den tidlige vikingetid – havde Ribe allerede været en international handelsby i over 100 år, og udenlandske købmænd var kommet sejlende til byen for at sælge bl.a. glas, smykkesten og keramik på markedspladsen. Derfor var det naturligt, at der også kom missionærer til byen, og at Ribe blev den by, hvor den første kristne kirke i det nuværende Danmark blev bygget.

Ca. 855 fik Ansgar en grund i Ribe af den danske kong Horik. Måske lå den første kirke i Danmark på Ribelund bag Ribe Station, hvor arkæologerne har fundet kristne begravelser fra ca. 900. (De døde blev begravet, så de så mod øst, når de stod op fra de døde, og de medbragte ingen gravsgaver), og måske lå den, hvor den nuværende domkirke ligger, hvor der 2008/2009 er gjort spændende fund af begravelser og bygningsrester.

Der findes ingen skriftlige kilder om kristendommens virke i Ribe i de næste hundrede år, men i 948 omtaltes den første biskop i Ribe, Leofdag, og sidst i 900-årene blev vikingebyen Ribe befæstet af voldgrav og jordvold - sikkert af Harald Blåtand. Omkring år 1000 havde biskoppen af Ribe hele Jylland under sig. Der er ingen tvivl om, at Ribe var en betydningsfuld by og Danmarks port mod vest. I 1100-tallet fastslås byens betydning med de vigtige byggerier Ribe Domkirke og slottet Riberhus.

Ribe Domkirke bygges.

Byggeriet af Ribe Domkirke begyndte ca. 1150 på en lille bakke hævet over resten af byen. I omkring hundrede år blev der bygget på kirken, som stod færdig ca. 1250.

Ribe Domkirke - byens flotte vartegn - strækker sig stadig højt op over resten af byens tage, og man kan se den mange kilometer væk i det flade marsklandskab; men faktisk ligger domkirken ikke længere på en bakke, men i et hul midt på Ribes torv, langt under de omkringliggende huse. Middelalderens affald, fx aske fra ildstederne, nedrevne huse og kreaturmøg har hævet jordens overflade. Måske er dele af affaldet igennem tiderne blevet liggende, fordi man ville hæve byen for at sikre den bedre mod stormfloder. Ved den store stormflod i 1634 stod vandet højt i Domkirken.

Se stormflodsmærket fra 1634 på søjlen bag prædikestolen.

Det meste af byggematerialet og inspiration til kirkens arkitektur blev hentet sydpå hos romanske kirker på Rhinegnen.

Omkring Ribe var der ikke mange sten, og den oprindelige romanske kirke blev bygget af sten sejlet hertil fra Tyskland. Murene var af den lyse vulkanske tufsten og rødgule sandsten blev brugt til udsmykning af kirkens mure.

Til de bærende dele – som sokler og piller og afstivning ved døre og vinduer blev der dog brugt dansk granit.

Ribe Domkirke blev påbegyndt i romansk stil, men i Valdemar Sejrs tid (1202 – 41), inden byggeriet var færdigt, begyndte gotikkens inspiration at gøre sig gældende. De flade trælofter, der skjulte det øverste af kirken, blev fjernet og i korsarme og midtskib blev der lavet hvælv med vinduer.

Når man står i Ribe Domkirke ser man forneden de romanske rundbuer i byggeriet, men kigger man op, så er de øverste vinduer bygget med gotiske spidsbuer, der lader lyset komme ind i kirken.

Allerede få år efter at kirken var færdig viste problemerne sig. De nye hvælvinge lagde et alt for stor tryk på de romanske mure, som begyndte at give sig. Hvis man står i sideskibene og kigger hen langs de romanske rundbuede hvælvinge, så kan man se, hvor skæve søjlerne er blevet af trykket. Inden man nåede at gøre noget ved dette problem, skete der noget forfærdeligt.

Julemorgen 1283 lige efter morgenmessen styrtede det nordre trappetårn ned i kirken og dræbte mange mennesker.

I stedet for at genopbygge et lignende tårn, byggede man nu det store røde borgertårn i røde teglsten og gotisk spidsbuestil.

Kirken brugte de to nederste etager af tårnet til kapeller, mens Ribe by og dens borgere brugte det øverste til byens stormklokker og et vagttårn, hvorfra man kunne holde øje med ildebrande, fjender og oversvømmelser fra stormfloder, som kom ind over engene fra vest. Byens arkiv og skatkammer blev også indrettet i tårnet.

Husk at gå en tur op i Borgertårnet. Det er 50 meter højt, og der er 248 trin. Herfra kan man i klart vejr se i en radius af 30-35 km. Dvs. vadehavsøerne Rømø, Mandø og Fanø, samt Esbjerg by.

Kirkens liv i middelalderen.

I middelalderen var kirken meget rig på både jordbesiddelser, sølv og andre rigdomme. Det var almindeligt at give gaver til kirkerne, til gengæld holdt præsterne mindegudstjenester for giveren, når denne var død.

Mange rige mennesker ville gerne betale meget for at blive begravet inde i kirken, så deres sjæle kunne deltage i præsternes daglige messer og bønner, og i 12-1300-tallet blev kirkegulvet dækket med gravsten. I Ribe Domkirke er der også begravet to konger, Erik Emune †1137 og Christoffer den Første †1259.

Havde man råd kunne man give kirken et alter eller et helt kapel. Efterhånden blev der placeret 50 altre forskellige steder i Ribe Domkirke, og hver dag blev der holdt mere end 40 gudstjenester (messer).

De lange og højtidelige ceremonier og gudstjenester i den katolske tid fandt sted uanset om menigheden var til stede. Ofte kom folk dog i kirken og bad en bøn, skriftede eller tændte et vokslys ved et alter, alt imens gudstjenesten skred frem.

Mellem 1200 og 1350 blev der bygget så mange små kapeller på begge sider af de to sideskibe på nord- og sydsiden, at de til sidst voksede sammen og blev til 2 nye sideskibe (nu yderste sideskibe). Disse kapeller blev bygget i spidsbuet gotisk stil og af røde teglsten.

I 1402 blev murene mellem kapellerne revet ned og på den måde blev Ribe Domkirke til den eneste 5-skibede kirke i Danmark. Man kan dog stadig se kapellet med det flotte gravminde over rigsadmiral og lensmand på Riberhus, Albert Skeel † 1639 og hans hustru. Parret ses knælende, udhugget i fuld figur foran midtfeltet af epitafiet (mindetavlen).

Der var knyttet mange præster/kannikker til kirken. Ofte blev der holdt messer flere steder i kirken på én gang. Ved de store og flotte messer sad kannikkerne i de 21 træstole på begge sider af hovedalteret.

Øverst i hierarkiet stod selvfølgelig biskoppen, som både havde stor magt og var meget rig.

Den sidste katolske biskop Ivar Munk bestemte selv sin store flotte gravsten, som man kan se på væggen i det ydre sideskib mod nord, hvorpå han kan ses med ringe på alle fingre. Det siges om ham, at han var biskop i 13 år, inden han overhovedet holdt en gudstjeneste. Han fik det meste af sin tid til at gå med at holde regnskaber med sine egne og kirkens ejendomme.

Reformationen 1536

Efter reformationen i 1536 blev de katolske biskopper afsat og præstestaben betydeligt reduceret. Kongen overtog kirkens rigdomme.

Hans Tausen (Tavsen) var den anden lutherske biskop i Ribe fra 1541 til 1561. Han betragtes som den danske reformations hovedskikkelse. Dele af hans bispegård – Hans Tausens hus – kan stadig ses overfor Ribe Domkirke og ved indgangen til Domkirken står der en statue af ham.

I Ribe gik det temmelig langsomt med at gennemføre reformationen, da byens 12 kirker og 4 klostre var betydelige indtægtskilder for byen. Både prædiken og sang foregik stadig på latin i de næste hundrede år. Det tog også lang tid, før de katolske altre og helgenfigurerne forsvandt.

Der er endnu enkelte minder tilbage fra den katolske tid, f.eks. den store træfigur af Sct. Jørgen og dragen i nordre sideskib (ca. 1475)og to kalkmalerier på piller i midtskibet nederst i kirken, det ene forestillende Jomfru Maria med Jesus-barnet og det andet apostlene Bartolomæus og Andreas (ca. 1530).

Efter reformationen stoppede messer og bønner og ripenserne kom i stedet i kirken til gudstjenesterne. En gudstjeneste kunne vare 3-5 timer, og det blev derfor almindeligt at købe en siddeplads i kirken. Jo længere oppe mod alteret man havde en plads, jo finere var det og derfor kunne det ske at kirkegængerne kom op at slås om retten til de øverste stole. Lensherren på Riberhus Slot var selvfølgelig selvskrevet til den øverste stol.

Sidst i 1500-tallet blev den flotte prædikestol sat op i midtskibet, så præsten herfra kunne holde sin prædiken for menigheden. Prædikestolen kostede 100 daler og er der endnu.

I stedet for altre og kapeller blev der nu hængt mindetavler (epitafier) op i kirken. Renæssancens epitafier var næsten alle af træ med malede portrætter i flot udskårne rammer. Se f.eks. Hans Jessen Søhanes epitafium, hvor han er afbilledet sammen med sin kone, voksne søn og fem afdøde børn fra 1608. Billedet forestiller i øvrigt Jesus, der lader de små børn komme til sig. Læs om Hans Jessen Søhane under: Sørøvere ved Danhostel Ribe.

I midten af 1600-tallet begyndte man at lave epitafier i kalksten med overdådige barokke former, se f.eks. et fra ca. 1650 over Mette Christensdatter og hendes første og anden ægtemand. De var begge slotsskrivere på Riberhus.

I 15-1600-tallet forfaldt kirken. Dele af det store tårn faldt ned, og da det blev opført igen var det 12 m. lavere og uden spir. I stedet havde det en platform, som vi ser det i dag. Økonomien var elendig på grund af svenskekrigene, pest i landet, den voldsomme stormflod og en voldsom brandbeskatning af befolkningen til finansiering af landets krige.

Omkring år 1600 blev der indsat 8 kanoner i næstøverste etage i Borgertårnet, og da svenskerne erobrede Riberhus under Svenskekrigen i 1644, skød danskerne imod dem oppe fra tårnet.

Kirken forfaldt så meget, at klokkeren i 1719 valgte at flytte fra sin bolig for foden af det store tårn, fordi sten og murbrokker jævnligt faldt ned.

Ribe Domkirke i dag.

Siden Ribe Domkirke blev bygget, har den været udsat for mange katastrofer - både brande, nedstyrtninger og stormfloder. Gennem århundreder er der bygget til, bygget om og revet ned. Noget er beskrevet i denne artikel - andet ikke.

Fra 1864 – 1920 da den dansk/tyske grænse ellers gik ved Kongeåen nord for Ribe, kom den ved Ribe til at gå nogle kilometer syd for byen. Bismarck havde under fredsforhandlingerne i 1864 kæmpet for, at Danmark beholdt Ribe og Ribe Domkirke, som var et stort dansk nationalt symbol.

Mens der var tysk herredømme i Sønderjylland blev Ribe Domkirke gennemgribende restaureret i 22 år. Bl.a. blev det lille Mariatårn (ved statuen af Hans Tausen) bygget igen, som man forestillede sig, det havde set ud.

Ved restaureringen blev kirken nærmest gravet ud, da affaldet havde hævet sig helt op over dens sokkel. Byens markedsplads var placeret rundt om kirken og skrånede ind mod den, så regnvandet løb ind i kirken. Gennem en lang årrække kan man i kirkens regnskaber se, at man om vinteren betalte folk for at hugge isen op og bære den ud.

I 1904 sluttede restaureringen med en genindvielse, der var så stor, at den mindede om en national fest.

Carl Henning Pedersen.

Den nyeste større ændring af Ribe Domkirke begyndte i 1982 med COBRA - kunstneren Carl Henning Pedersens dekoration af apsis (rundingen bag alteret). Apsis er nu fyldt med hans farvestrålende kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikker. Fantasifigurer, mennesker, heste, stjerner og skibe udfylder rummet og dagens lys gennem glasmosaikkerne ændrer hele tiden den smukke oplevelse. På denne måde har vores tid også sat sine spor i den gamle Domkirke.

Udenfor kirken

På kirkens nordre side havde slagterne deres stadepladser under markederne. Man kan derfor ved nordsiden se mærkerne på hjørnesten og stenpille efter slagternes slibninger af deres knive. Det var samtidig et sted, hvor bonden sleb sin le og krigeren sit sværd i middelalderen for at få styrke. Helt fra 1191 tog korsbrødrene fra Johanitternes kloster i Korsbrødregade på korstog fra Ribe for at kæmpe for kristendommen i den tids hellig krig.

Salmedigteren Brorson var biskop i Ribe fra 1741 til 1764. Der står en statue af ham på kirkens søndre side og hans salme ”Den yndigste rose” kan høres fra Borgertårnets klokkespil hver dag kl. 8 og 18. Tårnborg i Puggårdsgade, som var Brorsons hjem, danner nu ramme om en række arrangementer omkring Brorson, se her: Tårnborg



Kathoveddøren mod syd har fået et misvisende navn, da dørbeslaget viser et løvehoved omgivet af 4 øgler. Dørbeslaget er et af Danmarks ældste bronzebeslag. Det siges, at hvis forfulgte forbrydere nåede at gribe fat i ringen i dette håndtag var de ”fredhellige”, og deres forfølgere kunne intet gøre dem. Døren var tidligere kirkens mandsindgang. Omkring døren er der 4 søjler, hvoraf 2 hviler på løvefigurer, der overfalder mennesker. Måske kampen mellem lysets og mørkets magter.

Relieffet over Kathoveddøren af Jesu korsnedtagelse er et af hovedværkerne i Europas romanske granitskulptur. Det viser Josef af Arimsathæa og Nikodemus i færd med at udtrække naglerne og løfte den døde Kristus ned. Maria har grebet sønnens hånd, og til højre står Johannes sørgende. Forneden læses: ”Kongen dør, hun græder, den kære sørger, den brødebetyngede beder”.

Trekantrelieffet derover er Ribes største middelalderlige kunstværk opsat i 1200-tallet. Det kunne være af Kong Valdemar Sejr(†1241). Han og dronning Dagmar var tæt knyttet til Ribe og Ribe Domkirkes klokkespil spiller hver dag kl. 12 og 15 melodien om Dronning Dagmar (lyt her). Kong Valdemar Sejr var nært knyttet til Ribe. Det øverste billede på Kathoveddøren ved Domkirken tyder på at være fra Valdemar Sejrs tid. Man regner med, at det viser Valdemar række et kors til Jomfru Maria. Ved siden af kongen ses dronning Bengerd, som han alligevel giftede sig med, og nedenunder kongens hoved ses dronning Dagmars hoved.

Kong Valdemar Sejr drog i 1219 på korstog til Estland. I første omgang overgav esterne sig og lod sig døbe, for derefter nogle dage senere at overfalde den danske hær. Dette blodige slag vandt danskerne, og herefter fik Valdemar tilnavnet "Sejr". Sagnet om, at Dannebrog faldt ned fra himlen, stammer fra dette slag. Herefter var esterne under dansk herredømme i over 100 år.

Billedet viser måske Kong Valdemar Sejr, som rækker et kors til Jomfru Maria. Ved kongens side ses hans anden dronning, Bengerd, og nedenunder kongens hoved ses dronning Dagmars hoved. I en anden fortolkning er kongen på billedet Valdemars søn kong Christoffer I, der blev begravet i Ribe Domkirke. Han havde været i en voldsom konflikt med kirken, men bad om tilgivelse ved sit dødsleje – og fik den, så han kunne få en kongelig begravelse og kirkens velsignelse.

Gudstjenester, koncerter, åbningstider mm kan ses på

Ribe Domkirkes egen hjemmeside.

Kilder:

Ebbe Nyborg: Ribe Domkirke - Vor Frue Kirke

Søren Mulvad: Ribe Domkirke, Skoleudgave

Vilh. Lorenzen: De gamle danske domkirker

Ribe Turistbureau: Carl Henning Pedersen i Ribe Domkirke

Stig Jensen: Ribes Vikinger

Artikel af Torben Bramming i Ribe Domkirkes kirkeblad nr 1, 2005.

Kirkeværge Knud Jensen og guide Richard Kværnø

Den danske reformator Hans Tavsen. Han magede det sådan at han fik stillingen som biskop i Ribe nogle år efter reformationen i 1536.

Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn - død 1561) var en dansk gejstlig. Fra johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerede og underviste i teologi og læren om de sjældne jordarters metaller, tog Hans Tausen på studierejse til København, Tyskland og Holland. Han blev Johanittermunk i Antvorskov, og han blev i 1520 præsteviet i Rostock. Under et ophold i Wittenberg i 1523-24, sluttede Hans Tausen sig til Reformationen. Biskop i Ribe 1541-1561, og en del af hans hjem findes endnu i Ribe, Hans Tausens Hus, der ligger ved Domkirken. Huset er kun en del af den oprindelige bispegård, der strakte sig over et noget større areal.

Hans Tausen er også kendt som "den danske Luther".

I Ribe boede også Peder Palladius (Peder Plade), der stod for den praktiske gennemførelse af reformationen. Hans visitatsbog fra sine mange besøg til danske sogne er virkelig morsom læsning. Det tog over hundrede år at få den nye kristendom indarbejdet i Danmark. Der herskede en forkærlighed for de katolske ritualer - eksempelvis med at vandre med et krucifiks gennem plovfurene eller køre rundt med et helgenbillede for at fremme frugtbarheden på markerne. Der var en helt utrolig overtro og i Chr. den 4.s tid tog heksebrændingerne til i uhyggelig grad. Reformatoren Martin Luther var også modstander af de ortodokse jøder og var helt enkelt antisemit - det var der mange der kom til at føle fordi de havde en anden etnicitet og religion. Den katolske kirke havde altid været mod jøderne (det var jo også dem der slog Jesus ihjel) - først op i vore dage har man dæmpet sig lidt. Martin Luther blev utrolig populær blandt den herskende klasse - hans nye religion havde den mærkværdige hovedtese, at øvrigheden (overklassen) var indsat af Gud til at styre og regere, derfor skulle underklassen lystre og indordne sig og ikke gøre modstand mod overgrebene. Det kom til at stort bondeoprør i det store tyske område, som Luther direkte vendte sig mod. "Find dig i alt - så venter der suppe, steg og kage i himmelen".

Luther fik også ophævet cølibatet for præster og munke. Han var selv munk, men nu giftede han sig og fik børn.

Luther mente også at det ikke nyttede noget for et menneske at gøre gode gerninger for at opnå frelsen, den var en nådegave fra oven, som man på ingen måde kunne gøre sig fortjent til. Man skulle blot tro og have fidus (fiducia betyder tillid eller tro) til det hele. Da han skulle oversætte det Ny Testamente og var noget nået til det såkaldte Jacobsbrev (fortatteren er Jesu broder, som beklædte embedet, som den første forstander for den første kristne menighed i verdenen i synagogen i Jerusalem) skrev han i margenen nedsættende bemærkninger om Jacobs syn på sagen. Jacob sagde at tro kunne ikke frelse nogen. Selv Satan havde tro og derfor frygtede han mere end nogen Gud, men han skulle jo ikke frelses. "Vis mig det menneske du siger der har tro og jeg skal ud af dets mangel på gode gerninger vise, at det ingen tro har. Vis mig det menneske du siger der ikke har tro og som aldrig har hørt om frelseren, og jeg skal ud af dets gode gerninger bevise dets tro."

Vi kender det så udmærket fra folkekirken i dag - den afholder sig totalt fra at aktivere sin menighed - jo, måske til lidt julegavepakkeindsamling til de fattige på egnen, hattedamefromhed, og lignende uforpligtigende. Den der giver af sit overskud, har stort set ikke givet noget. Det er når man giver af sit underskud eller selv bringer sig i underskud, at det tæller. Husk blot på Jesu ord om enkens skærv. Der er sagt det morsomme om de kirkelige retninger i Danmark, at der findes 3 slags kristne: Først er der de mindre glade kristne - det er indremissionen - så er der de glade kristne - det er Grundtvigianerne og så er der de ligeglade kristne - det er den absolutte majoritet.

Der er politikere i dagens Danmark, der hele tiden kæfter op om de "kristne værdier" - gad vist hvad det er for nogle?

HEKSEBRÆNDINGER TAGER FART EFTER REFORMATIONEN I 1536

Skrædderen Didrik og hans sygdom

Maren Spliid var en helt almindelig og god borger i Ribe, og levede et roligt og stille liv.

I 1636 blev Didrik, en fattig skrædder, ramt af en meget mærkelig sygdom. Han havde mareridt, han blev tit pludselig stum, og havde voldsomme kramper. Det blev ikke bedre, da han en dag begyndte at skrige, og hoppe rundt om en bænk som et vildt dyr.

Det fik præster, naboer, hans kone og selv biskoppen til at undre sig. Sygdommen kunne ikke være naturlig. Fra den dag af blev der bedt bøn for ham til Gud om, at han ville kunne huske hvem der var skyld i sygdommen.

Forvandlingen til heks

Pludselig kom Didrik i tanke om Maren Spliid.

Hun havde for 13 år siden, under et skænderi, lovet ham ulykke, og havde i løbet af deres bekendtskab, altid anklaget ham for alt muligt.

Hun skaffede sig altid mindst 5 vidner, og Didrik tabte altid. Men Maren, og hendes mand Lauritz, var meget anset, og det var derfor risikabelt, at lægge sag an imod hende. Istedet begyndte han at starte rygter om hende, og i retssalen juni 1637 trådte Maren Spliid selv frem. Hun var vred, og sagde at han havde løjet så meget så hun næsten druknede. Hun sagde også at "dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville lyve hende hæder og ære fra".

Marens udfald var hidsigt, så hidsigt, at det var nok til at give hende et lille ry, om at være heks. Men efter endnu et par retsmøder, slugte sagen sig selv, og der blev stille om Maren Spliid.

Sagen om Maren genoptages

I slutningen af 1639 fik Didrik mulighed for at tale med kongen, Christian 4. ved Haderslevs hus, og kongen forstod ham. Han beordrede at emnet skulle tages op igen.

Nu havde Maren brug for 15 vidner, der kunne erklære hende ren. Det gik bare ikke.

Byfogeden sammensatte nu et nævningeting, som skulle erklære hende skyldig eller uskyldig, alt efter udsagn.

Didrik fik med fryd en masse vidner, der sagde hun var skyldig, og i april 1640 lagde Didrik og et af hans vidner deres hænder på Marens hoved, og forklarede alvorligt hvor "meget trolddom de var udsat for pga. hende".

Samme dag blev hun erklæret skyldig.

Totur i Blåtårn

At Maren blev erklæret skyldig betød, at hun var dødsdømt.

Men Lauritz, hendes mand, havde højst usædvanligt hyret en prokurator, og de to lagde en fantastisk forsvarsskrift, og i juli blev nævningetingets dom frafaldt. Det ville sige, at Maren var fri igen.

Nævningetinget var vredt, og gik til den øverste domstol, det vil sige kongens retterting. I slutningen af 1641, blev Maren derfor sat i Blåtårn.

To mænd vogtede over hende dag og nat, så hun ikke kunne begå selvmord. Hun blev tortureret i et trekvart år, indtil hun tilstod i oktober. Hun kunne ikke gøre andet.

Næste dag blev hun, som en vane, lagt på pinebænken, og under torturen angav hun seks andre kvinder som havde været med. Det førte til endnu flere retssager, og den ene endte med at hun blev brændt på bålet.

 

Enden på Maren Spliid

I november 1641, var byen forsamlet ved galgebakken.

Et stort bjerg af tørre kviste, grene og blade var midt i det hele.

Omme bag bakken stod Maren Spliid.

Hun drak en masse alkohol, faktsik så meget, at hun til sidst besvimede. Derved blev hun bundet til en stige, og ført til bålet som stod i lys lue.

Stigen sænkede sig langsomt, og snart gik der ild i hende. Men hun mærkede ikke noget. Og det kommer hun aldrig mere til.

Hendes liv var ikke langt, men det var hendes efterliv til gengæld (Livet efter døden).

Helt indtil 1700-tallet blev der fortalt om skræmmende fænomener og trolddom, som skyldtes Maren Spliids spøgelse. Ca. 200 år senere blev hun forbillede for heksenes brutalitet og tilstedeværelse i livet.

Maren Spliids (også kendt som Maren Splids) blev dømt som heks den 9. november 1641 i Riber Ret.

Maren Spliids var ikke nogen typisk heks, for hun var en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe. Det var især kvinder, der blev anklaget og dømt som hekse – og især fattige, ældre kvinder. Maren var gift med skræddermester Lauritz Spliid og bestyrede værtshuset i det hus, Lauritz ejede i Sønderportsgade, med dygtighed.

Maren var et af de sidste og nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser.

I perioden fra 1572 til 1652 var der 12 hekseprocesser i Ribe. Anna Bruds blev brændt d. 7. april 1652 som den sidste.

Den 9. november 1641 blev Maren Splids brændt på bålet i Galgebakkerne ved Ribe. Maren var et af de sidste, og nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser.

Maren Splids var ikke nogen typisk heks, for hun var en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe. Hun var gift med skræddermester Lauritz Splids, og bestyrede værtshuset i det hus Lauritz ejede i Sønderportsgade med dygtighed.

Maren var en selvsikker dame, og der var sikkert mange, der mente, at hun burde være lidt mere blid og føjelig.

I 1637 blev hun anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder, der måske var misundelig på Lauritz Skrædders succes i handelslivet og sur på sin egen uduelighed. Han påstod at 3 kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham, vristet hans mund op og blæst ham i halsen. Derefter var Didrik blevet syg og brækkede en klump bræk op i et bækken. Denne brækklump så mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.

Brækklumpen blev vist frem til alle - også Ribes øverste myndighed, lensmand Albert Skeel på Riberhus.(Det fineste gravminde i Ribe Domkirke er i øvrigt rejst over ham og hans kone). Byens præster og biskop blev kaldt sammen, og alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil.

Maren blev stillet for retten, men det lykkes i første omgang Lauritz Splids at få henlagt sagen mod hans kone. I 1639 havde Didrik skaffet flere vidner og var gået direkte til Kong Christian d. 4. Kongen medvirkede til hekseforfølgelser i Danmark, idet han mente heksene skadede ham både i krigen og hjemme.

Christian d. 4. var direkte anledning til at Maren Splids blev dømt. Han sendte omgående sagen til sin lensmand i Ribe, der nu hed Gregers Krabbe, og sagen blev igen rejst på bytinget i Ribe. Maren Splids blev dømt, men kort tid efter frikendt af rådstueretten i Ribe. Sagen blev nu indklaget for Danmarks højesteret, hvor kongen sad som dommer. Christian d. 4. lod Maren føre til Blåtårn i København, hvor hun blev underkastet tortur og tilstod - skønt det var forbudt at torturere en fange, der ikke først var dømt. Maren angav et helt heksekompagni i sine tilståelser, bl.a. Krøbbel Anna.

Dagen efter dommen blev Maren Splids brændt på bålet på Galgebakken i Ribe under overværelse af så mange mennesker, at hendes præst knapt kunne mase sig frem til hende. Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer.

Maren Spliids dom lød sådan: "Fordi Maren Splid personlig her for retten såvel som tidligere bekender, at hun bruger troldomskunster, og tilmed bevisligt har misbrugt det hellige højværdige alterens Sacramente, tilfinde vi hende som en troldkvinde, på hendes liv at lide bål og brand"

I perioden fra 1572 til 1652 var der 12 hekseprocesser i Ribe. Da Anna Bruds blev brændt d. 7. april 1652, var hun den sidste.

At ripenserne var bange for hekse er der stadig tydelige vidnesbyrd om på nogle af de gamle huse i Ribe. Se op på de gamle huses knægte, på flere af dem er der afmærket et kors. På den måde kunne husets beboere beskytte sig mod hekse.


Her en heksebeskyttelse i form af et kors på en knægt.

Hekseforfølgelser i Danmark og Europa

Et sted mellem 50 000 og flere hundrede tusinder blev brændt på bålene som hekse rundt omkring i Europa.

I Danmark startede hekseforfølgelserne for alvor efter reformationen i 1536 og fortsatte i 1600-tallet - specielt i tiden under Chr. den IV, hvor pest og utallige krige raserede store dele af landet og forarmede en stor del af befolkningen.

En interessant hekseproces er den der kører i København under Chr. den II. Hans kone Elisabeth er flyttet ind hos mor Sigbritt og Sigbritt er som bedstemor for Elisabeths børn  - det vil sige hos Christians elskerinde  Dyvekes moder. Dyveke er blevet myrdet, man ved ikke bestemt af hvem. Sigbritt slipper dog for anklagerne og bliver frikendt.

I et samfund med store sociale, politiske og religiøse forandringer var især de fattigere grupper presset hårdt økonomisk, socialt og ideologisk og havde brug for syndebukke. Det der især gjorde sig gældende var at kun en meget lille del af befolkningen - nemlig overklassen kunne læse og skrive og den sad på magten. Den almindelige befolkning var analfabeter og kirken gjorde alt hvad der stod i dennes magt for at holde folk hen i uvidenhed og overtro, så kunne den nemlig bevare sin magtposition. Efter reformationen får kirken mindre magt - økonomisk - til gengæld kaster man sig over disse processer.

Nu da man ikke kunne købe syndsforladelse hos den katolske kirke, kunne man jo forsøge sig med, at man var forhekset til at synde. På den måde slap man selv fri og kunne alligevel blive frelst.

Det var især kvinder, der blev anklaget og dømt som hekse- og især fattige, ældre kvinder. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de også tit på kant med deres naboer og bysbørn, og hvor mændene som regel klarede deres konflikter med fysisk vold, brugte kvinderne mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af dem gik i opfyldelse - ja, så var kvinderne et oplagt emne for hekseforfølgelse.

Kilder:
John Andersen, Torben Andersen, Thomas Wad: Heksenes historie

Gretelise Holm: Maren Splids - En heks fra Ribe

David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for hekseri forfulgte og brændte Mennesker

Palle Petersen: Heksen på bålet (Roman)

(Jeg synes den skal med her, da den viser de mere mørke sider af kristendommen).

Der er endnu enkelte minder tilbage fra den katolske tid, f.eks. den store træfigur af Sct. Jørgen og dragen i nordre sideskib (ca. 1475).

Orglet
Orglet i domkirken har med sin størrelse en central placering i kirkens bageste del. Orglet er fra 1634-1635 og rigt dekoreret med barokudskæringer i træ. I 1843 gennemgik orglet en ombygning, som blev udført af Frederik Nielsen fra Århus.

 

Døbefonten med dåbsfad. Den var ikke sådan at få et billede af. Jeg måtte holdt mit lille kamera udstrakt i mine højt hævede arme - så jeg kunne få det taget ovenfra så blitzlyset ikke blev suget ind i mørket. Jeg undgår helst blitzlys. Det er næsten altid muligt at finde lidt kamerastøtte et eller andet sted. Jeg havde ellers et stort stativ med på min tur, men gad ikke at slæbe det med. Mine store kameraer gider jeg heller ikke slæbe med mere, selv om resultatet da bliver et ganske andet. Jeg lever med lidt rystede billeder og lidt uheldig belysning. Bare jeg får motivet i kassen er jeg tilfreds. Det er herligt at have et sådant lille kamera i lommen og så er der plads til flere hundrede billeder på et lille memorykort. Skal der anvendes atelierkamera (Linhoff) skal jeg slæbe en hel tung kuffert med. Nu retter jeg fortegninger og styrtende linier op ved hjælp af digitale redigeringsprogrammer. Længe leve den forbedrede og forenklede teknik.

En kæmpe lysestage. En sådan blev tidligere brugt når præsten eller biskoppen skulle have lys for at læse sin prædiken. Det er en virkelig flot sag.

 

Kalkmalerier, glasmosaikker og stiftmosaikker af Carl-Henning Pedersen


Den nyeste større ændring af Ribe Domkirke begyndte i 1982 med COBRA - kunstneren Carl-Henning Pedersens dekoration af apsis (rundingen bag alteret). Apsis er nu fyldt med hans farvestrålende kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikker. Fantasifigurer, mennesker, heste, stjerner og skibe udfylder rummet og dagens lys gennem glasmosaikkerne ændrer hele tiden den smukke oplevelse. På denne måde har vores tid også sat sine spor i den gamle Domkirke.

Carl-Henning Pedersen

(23. september 1913 i København – 20. februar 2007 smst.)

Var en autodidaktisk (selvlært) dansk kunstmaler, som opnåede international anerkendelse blandt andet gennem sin tilknytning til COBRA-bevægelsen.

Ribe Domkirke

Diverse figurationer

Totaludsmykning af koret. 1982-1987

Lad os bare kaste os ud i det. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at lige netop disse udsmykninger af en kirke hører til vor tids største diskussionsemne når det gælder dekoration af en kirke. Alle har en mening - og den går ikke overraskende fra det begejstrede på ene fløj og de der hader den på den anden, men det store flertal er godt tilfredse. Jeg tror ikke denne tilfredshed skyldes indsigt i den symbolik og det billedsprog, der normalt gives udtryk for i et kirkerum, men alene en tilfredshed med den dekorative virkning. Det viser efter min beskedne mening, at vi har en verdsliggjort folkekirke - det her var næppe gået i Peterskirken i Rom. Jeg personligt holder af sprællet i det - det er festligt og fornøjeligt, men jeg håber jeg en dag ser nogle tage det skridt, at lade nogle børn der virkelig har arbejdet med emnet lave en spontan dekoration.

HELVEDE BRYDER LØS

Carl-Henning Pedersens dekorationer i Ribe Domkirke hører mellem de mest omdiskuterede kunstværker i nyere tid, såvel i kirkelig som i verdslig sammenhæng. Så snart det var offentliggjort, at han skulle udsmykke koret i den ærværdige bygning, haglede kritikken ned over ham - og over dem der havde givet ham opgaven. Det var i 1983, og en hel sommer bølgede debatten frem og tilbage i medierne, selv om det kun var de færreste, der endnu vidste, hvad det var for billeder, maleren havde tænkt sig at komme med.

EN COBRAMALER

Carl-Henning Pedersen tilhørte den såkaldte "Cobra-generation" i dansk maleri og foldede sit store talent ud i et spontant maleri af eventyrlig og fabulerende karakter. Men han havde ikke tidligere viet den kristne  motivkreds nogen interesse, og en de principielle indvendinger gik da også på, at han ikke havde nogen indsigt i gudstjenesten og derfor heller ikke ville kunne levere billeder, der kunne støtte og uddybe den. En anden og mere æstetisk funderet gik på, at han som kunstner var alt for overfladisk til at gå ind i opgaven med den fornødne alvor. Hans billedverden var simpelthen for privat eller selvcentreret.

DEN ER BLEVET ET TILLØBSSTYKKE OG FOLK HOLDER AF DEN

Kritikken fik imidlertid ingen opsættende virkning - dekorationen blev gennemført som planlagt og stod fuldt færdig i 1987. 5 år tog det - så han haft god tid og næppe fået sved på panden. Og nu - her i 2009 hvor jeg skriver dette, er der gået så lang tid, at de fleste også har taget den til sig. Det er en kendsgerning, at mange turister kommer udelukkende i kirken for at se den - og dem der holder af den bliver efterhånden flere og flere. Og det selv om den virkelig er meget anderledes - og det er den så afgjort - end alt det andet, man kan se rundt om i danske kirkerum. Den er bestemt kommet for at blive - og det er ikke for meget at sige, at den ikke alene samler rummet, men på en måde giver den et lille løft i retning af det himmelske.

KIRKERUMMET TRÆNGTE TIL FORNYELSE

Det hører nemlig med til historien, at Ribe Domkirke gennemgik en særdeles hårdhændet og på mange måder hjerteløs renovering i anden halvdel af det 19. århundrede - en renovering, der efterlod rummet nøgternt og stemningsforladt. Væggene var overalt kridtet hvide, og dekorationerne indskrænkede sig til det mindst mulige: et par halvt udviskede kalkmalerier, nogle få men fremragende gotiske skulpturer, lidt rekonstrueret ornamentik på halvsøjler og gjordbuer og en masse kedelige portrætter af hedengangne præster og biskopper. Et helt igennem trist skue. Der var virkelig noget at gøre for en kunstner af Carl-Henning Pedersens letfængelige gemyt.

FLERE FORSLAG FREMSAT - MEN ÅRENE GÅR OG INTET SKER

Koret stod ligesom det øvrige murværk helt hvidt, men det skal tilføjes, at der undervejs have været fremsat adskillige forslag til dekoration af det. I 1926 var Joakim Skovgaard således inde med et udkast til en udsmykning i mosaik af hvælvet, men han var blevet for gammel til at gennemføre projektet. Det eneste man nåede, inden Carl-Henning Pedersen tog over, var at sætte nogle blege glasmalerier af Paul Høm ind i de fem vinduesåbninger. Det var i 1974.

HAVDE SET LIDT PÅ KALKMALERIER, SOM HAN SYNTES MINDEDE OM COBRA-MALERNES STIL

Når man hævdede, at Carl-Henning Pedersen ikke havde vist den kristne motivkreds nogen interesse, så var det ikke helt rigtigt. Under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-1945 havde det været hans yndlingsbeskæftigelse at opsøge de middelalderlige kirker i Københavns omegn for at se på kalkmalerier - og i 1944 skrev han ligefrem en artikel om dem i tidsskriftet "Helhesten", som var et kunstmagasin. Her slog han til lyd for, at disse tidlige kristne billeder, såvel i form som af indhold, var nært beslægtet med det moderne maleri, som han og hans kammerater praktiserede. Samme summariske formsprog, samme fabulerende tilgang til det fortællende.

LADER SIG INSPIRERE AT ET LILLE KALKMALERI FRAGMENT I KIRKEN

Han havde da også ladet sig inspirere af det til mange af sine bedste billeder, og da han kom til Ribe i 1984, følte han klart, at han kom til byen som sådan en middelalderlig kalkmaler - som en farende svend fra den store verden, der nu skulle sætte sit præg på den lokale kirke. Det første han gjorde var da også at male kalkmalerier i hvælvet, og her tog sit udgangspunkt i det eneste, der var bevaret i kirken fra den middelalderlige epoke. Det drejer sig om et lille fragment i nordre korsarm, der viser en mand med oprakte arme, bølgende hår og et henrevet udtryk i ansigtet - en mand, som en mærkværdig lighed med Carl-Henning Pedersen selv.

Inspirationen til disse kalkmalerier fik Carl Henning Pedersen da han lå oppe under apsisbuen og hørte orglet bruse - siger han selv. Der er mange der mener han er gået for vidt. Jeg har set en udstilling på Charlottenborg i København af Carl Hennings produktion af malerier og skulpturer - hele halløjet er af disse krimskrams lignende fuglefigurer og farverne er de samme. Der er ingen inspiration - det er bare Carl-Henning i en nøddeskal. I øvrigt er jeg af den bestemte opfattelse, at "kunst" der skal forklares er der efter min ringe opfattelse noget fordækt ved. Det her skal forklares, hvis det overhovedet skal give nogen mening - og den findes næppe - meningen. Som dekoration er det dog det herligste pjank. Kalkmalerier i danske kirker er ofte en slags folkelig kunst med kristendommen gjort forståelig i tegneserieform for kirkegængerne. Her er haltefanden - liderlige kvinder og alle slags dagligdags foreteelser. Skal jeg vælge mellem Joakim Skovgårds sødladne bibelske tegneseriebilleder i Viborg domkirke og det her - så er jeg til Carl Henning. Der er da spræl og fest over det. Det har ikke noget med kristendom at skaffe og ville sikkert gerne sig bedre i arken eller på Louisiana.

DET MAN FRYGTER SKER - DET BLIVER IGEN DEN KENDTE PRIVATE MOTIVKREDS

Om denne lighed har været udslagsgivende er ikke til at sige, men det er oplagt at fragmentet har inspireret ham til at male, som han gjorde. Den lille mand står ligesom løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng frit svævende oppe på den hvide væg - og det samme gør de figurationer, Carl-Henning Pedersen malede i hvælvet. Også de svæver frit på den hvide grund, uden indbyrdes sammenhæng - som i et splintret univers. Det drejer sig om en himmelhest, et skib, en skål, en enhjørning, en blå fugl, en roterende stjerne og nogle gyldne guder, som alle er hentet fra malerens vante motivkreds - og dermed fra hans egen private billedverden, sådan som hans kritikere, som det skulle vise sig med rette havde frygtet. Her har de fået nogle betegnelser, der skal forsøge at legitimere dem ind i kirkens miljø.

Carl Henning har nu haft en heldig hånd med glasmosaikkerne. Det er først fra begyndelsen af det 20. århundrede man kunne fremstille farvet glas i så rene mættede farvenuancer.

 

KULØRTE GLASMALERIER MED DEKORATIV FARVEVIRKNING

Selv har han naturligvis følt, at han netop på denne måde kom i ordløs dialog med de gamle kalkmalere og mimede deres stadige trang til at fabulere vildt og personligt over de kristne temaer. Det er nu ikke kristne temaer han fabulerer over. Det samme gælder de glasmalerier, han satte ind i de fem vinduesfelter nedenunder som erstatning for Paul Høms - også her fabulerer han, men nu i samme glødende farver, som dem der kendes fra de gotiske katedraler, hvor glasmalerier fra tiden endnu er bevaret. Dette er dog ikke sandt, så kraftigt farvet glas kunne man først fremstille i begyndelsen af 1900-tallet - så farvespillet hører ikke de gotiske katedraler til. For der er ingen tvivl om, at der i middelalderen har været glasmalerier i Ribe Domkirke - glasmalerier, der som så megen anden udsmykning er gået til med tiden.

TALE TIL FØLELSERNE I STEDET FOR FORNUFTEN OG FÅ NOGET KATOLSK TILBAGE I EN PROTESTANTISK KIRKE.

Det er netop i det perspektiv, man skal se Carl-Henning Pedersens udsmykning. Han har ønsket at tilføre kirken noget af dens oprindelige pragt. I den katolske tid har der været glasmalerier i vinduerne og polykrome (mangefarvede) skulpturer overalt i kirkerummet - der har været en vrimmel af visuelle indtryk, en vrimmel af fortællinger, der kunne nære menighedens fantasi og sætte den på sporet af det guddommelige, undervejs i gudstjenestens liturgiske forløb - eller blot noget at glo på, for ikke at falde i søvn over de alenlange prædikener på det for menigmand uforståelige latin. Men der er alt sammen forsvundet nu - til fordel for en protestantisk, for ikke at sige puritansk æstetik, der talte til fornuften og ikke til følelserne. Der er dem der mener, at fornuft i en kirke dybest set er væsensfremmed for det menneskelige sind.

EN KUNSTNER DER IKKE SÆTTER SIT LYS UNDER EN SKÆPPE

Da Carl-Henning Pedersen kom til kirken, som farende svend, stod rummet goldt og gudløst frem. Det er faktisk det rene vrøvl - for det første var Carl-Henning ikke nogen farende svend og for det andet var rummet bestemt ikke goldt og slet ikke gudløst. Det gør det ikke længere - med let sind og lige så løs hånd har han ladt fantasien ind ved at sætte den i festlige billeder. Først kalkmaleriets muntre figurationer i hvælvet (der intet har med kalkmalerier at skaffe), siden glasmaleriets gennemglødede farvespil i vinduerne og sluttelig de tindrende stiftmosaikker, som han satte ind i de syv blændinger bag alteret.

DU MÅ GERNE RØRE HVIS DU HAR LYST - ER DET IKKE HELT UTROLIGT FANTASTISK

Det er dem, der er nærmest menigheden - de sidder helt nede i øjenhøjde, og man kan røre ved dem, hvis man har lyst. Og det har man, for teknikken er den byzantinske, hvor hver stift er håndhugget og forskellig fra sin nabo, hvilket gør billedfladen levende, når lyset falder på den - fra vinduerne eller fra tændte kærter. Her sender Carl-Henning Pedersen en hilsen til de oldkristne mosaikmestre og går dermed nok en gang i dialog med fortiden.

STIFTMOSAIKTEKNIK - SOM OM DET VAR NOGET NYT

Der er tale om en teknik, som i særlig grad har appelleret til Carl-Henning Pedersen, og ingen herhjemme har da heller dyrket den med større mesterskab end han. Hans absolutte hovedværk i så henseende er den kolossale mosaik "Det kosmiske hav" i H. C. Ørsted Instituttet i København, men der findes også andre arbejder fra hans hånd. Fælles for dem alle er, at han har hugget samtlige stifter selv, for derved at lære materialet bedre at kende og dette gælder også for mosaikkerne i Ribe.

MYSTIKKEN LEDTE STIFTERNE FRA BUNKERNE GENNEM MESTERENS HÅND TIL DET ENDELIGE MOTIV

Selv fortæller han, at han nærmest intuitivt fandt de rigtige stifter i bunkerne, når han stod og arbejdede i koret, og trods det langsommelige i  arbejdsprocessen virker mosaikkerne da også spontane i udfoldelsen - inspirerende og funklende. Dette gælder ikke mindst den mosaik, der skildrer "Jakobs drøm". Og det er nok ikke tilfældigt, for ligesom i tilfældet Sigurd Swane har tematikken svaret til noget grundlæggende i hans eget sind.

Der er brugt 3 millioner stifter til de 7 store stiftmosaikker.

 

ET SINDBILLEDE PÅ INSPIRATIONEN

Jakobsstigen står jo som et sindbillede på selve inspirationen - det være sig i den guddommelige inspiration eller den kunstneriske. Den fører fra jord til himmel - og vice versa - og det er derfor kun naturligt, at Carl-Henning Pedersen har givet den plads i det midterste felt af de syv. Som en nøgle til forståelsen af dekorationen som helhed. De enkelte delelementer i felterne er der dog ikke det mindste nyt i, når man ser på hele hans livslange produktion - her er hans helheste, hoveder med små kroppe, gyldne træer, fisk med ben der så kaldes fugle, små både og de såkaldte fugleheste - et helt univers af naive intetsigende figuranter. Det triste ved den hele menage, er at kunstneren ikke har det mindste på hjerte andet end sig selv og sit eget univers. Her bliver ikke løst op for eller givet et bud på livets og kristendommens store spørgsmål om livet og døden, om troen, håbet og kærligheden. Det har intet med kristendom at gøre - det er blot moderne nonfigurativ såkaldt kunst med udelukkende en dekorativ effekt. Det har taget en uhyre lang tid at få klasket op og har sikkert kostet en bondegård. Kunstnerens postulat om, at han er blevet inspireret og at mosaikstifterne selv fandt deres rette vej gennem han hånd er rene vås og vrøvl som er den del af det finurlige sorte-snak disse kunstnere elsker at indhylle sig i. Der er intet nyt overhovedet i det her - det er tro kopier af tidligere produktion.

- Webmaster - april 2010

Det hele værk set samlet.

I 1259 begravede man Christoffer 1. under kuplen i korsskæringen. I dag kan man se en stenkiste fra Kristoffers grav, og den nedslidte gravsten kan desuden ses i det nordre tværskib.

 

Her et billede af den i Ribe Domkirke begravede Kristoffer den 1. Der er ikke tale om portrætlighed. Sådan skulle en konge bare se ud. Der findes ikke noget rimeligt portræt af ham.

Christoffer 1. (1219 - 29. maj 1259), dansk konge 1252-1259, søn af kong Valdemar 2. Sejr.

Da kong Abel_af_Danmark blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt som fange indtil de schauenburgske grever af Holsten betalte løsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, var Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at vare i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252.

Christoffer iværksatte en aktion for at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader Abel som brodermorder, og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Christoffer begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels tilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev imidlertid stadig forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat på bispesædet i Lund, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke, og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledingspligt og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhængere af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger.

Forholdet forværredes af, at kongen krævede, at kirken og ikke mindst de rige biskopper skulle stille med mænd og midler til kampen mod Abel-slægten. I 1256 samlede ærkebispen rigets øverste til et møde i Vejle, hvor de vedtog konstitutionen "Cum Ecclesia Daciana". Heri står, at riget vil blive lyst i interdikt (dvs. forbud mod alle kirkelige handlinger), hvis kongen udsætter gejstlige for overgreb. I vinteren 1257-1258 gik de holstenske grever, på anmodning fra Jakob Erlandsen og for at sikre deres nevøs arveret til hertugdømmet Sønderjylland, til angreb på Danmark, men angrebet blev afværget. I februar 1259 blev Jakob Erlandsen arresteret af mecklenburgske krigsfolk. Ifølge en beretning blev han til spot og spe iført en verdslig dragt med en hue af rævehaler på hovedet, fik bundet sine fødder og blev kastet i fængsel. Ærkebispesædet i Lund og kort efter roskildebispen Peder Bang, der var i familie med Jakob Erlandsen, lyste derefter interdikt over kongen.

Sverige og Norge havde indgået en alliance mod Danmark, før Christoffer blev konge. I 1256 foretog Håkon 6. Magnusson af Norge et plyndringstogt ind i Halland. I 1257 blev der indgået et forlig mellem Christoffer, Håkon og Birger Jarl Magnusson, som var regent af Sverige. I 1256 og igen i 1258 var der bondeoprør i Danmark, men oprørene blev slået ned. I 1259 gjorde fyrst Jaromar 2. af Rügen, der var Erik Abelssøns svigerfar, landgang på Sjælland og indtog København. Jarmers Tårn er opkaldt efter ham. Før Christoffer nåede at reagere, døde han den 29. maj 1259 i Ribe, ifølge et rygte fordi han blev forgiftet af abbed Arnfast fra Ry Kloster. Han blev begravet i Ribe Domkirke af den lokale biskop på trods af interdiktet.

Christoffer var gift med Margrete Sambiria. Hun var datter af Sambor og Mechtilde af Mecklenburg og fik på grund af sit energiske styre tilnavnet Sprænghest. Sammen fik de sønnerne Erik (Klipping), Valdemar og Niels, samt døtrene Mechtilde, Margrete og Ingeborg. Dronningen og Jaromar var altså begge vendere fra Rügen, og den gyldne, vendiske drage på rød bund var tidligere med i det danske kongevåben.

Vor forening har en længere redegørelse om sønnen Erik Klipping og hans endeligt. Du skal bare klikke rundt på vor hjemmeside.
 

Under mit besøg i kirken og min fotografering blev der af nogle bedemænd båret en kiste ind og sat på en katafalk. Kisten blev pyntet med blomster og kranse og buketter blev lagt i midtergangen og lys sat i stager. Jeg havde bemærket, at man flagede på halv ude på kirkepladsen, da jeg gik ind i kirken. Nu ankom de første til bisættelsen og i respekt for det der skulle til at foregå standsede jeg mine aktiviteter og forlod kirken. Derfor er billedmaterialet lidt sparsomt. Jeg har været her flere gange tidligere og kommer sikkert igen.

 

Albert Skeels kapel

Her er det kapellet med det flotte gravminde over rigsadmiral og lensmand på Riberhus, Albert Skeel † 1639 og hans hustru. Parret ses knælende, udhugget i fuld figur foran midtfeltet af epitafiet (mindetavlen). Den skimtes til venstre inde i rummet. Jeg har hæftet mig ved det smukke smedejernsgitter. Epitafiet er det rene blær, gitteret er dygtigt udført smedekunsthåndværk.
 

K

Hans Tavsen

Hans Tausen (Tavsen) var den anden lutherske biskop i Ribe fra 1541 til 1561. Han betragtes som den danske reformations hovedskikkelse. Dele af hans bispegård – Hans Tausens hus – kan stadig ses overfor Ribe Domkirke og ved indgangen til Domkirken står der en statue af ham.

Ivar Munk

Den sidste katolske biskop Ivar Munk bestemte selv sin store flotte gravsten, som man kan se på væggen i det ydre sideskib mod nord, hvorpå han kan ses med ringe på alle fingre. Det siges om ham, at han var biskop i 13 år, inden han overhovedet holdt en gudstjeneste. Han fik det meste af sin tid til at gå med at holde regnskaber med sine egne og kirkens ejendomme.

Her har vi et billede af Erik Emune - den ene af de 2 konger der ligger begravet i Ribe Domkirke. Der er ikke tale om potrætlighed. Sådan mente man bare en konge skulle se ud.

Erik 2. Emune Regeringsperiode 1134-1137

gift med Malmfrid Mstislavsdatter. Efter den blodige danske borgerkrig, der kulminerede i 1134 i slaget ved Fodevig i Skåne, blev sejrherren Erik Emune ("den altid huskede") hyldet som konge. Lund, Metropolis Daniae, blev hovedstad og kongesæde. I 1136 tog Erik på korstog til Borgen Arkona på øen Rügen med det formål at få de vantro døbt. I 1137 blev Erik myrdet under et tingmøde ved Ribe af herremanden Sorteplov og gravsat i Ribe Domkirke. Erik grundlagde Ringsted Kloster.
Hans søn Svend Grathe blev senere den ene af de 3 arvinger, der delte landet mellem sig (Svend, Knud og Valdemar).
 

Stormflodsmærke

Ribe er flere gange i tidernes løb blev helt oversvømmet af vandmasserne. Nu er der diger, men med klimaforandringerne i verden og stigningen af vandstanden i havene fordi indlandsisen på polerne smelter varer det nok ikke længe før vi igen bliver vidner til en oversvømmelse af Ribe.

Alter i rosenmarmor.

Prædikestol (foto: seidel)

Sidst i 1500-tallet blev den flotte prædikestol sat op i midtskibet, så præsten herfra kunne holde sin prædiken for menigheden. Prædikestolen kostede 100 daler og er der endnu. Det er faktisk først med reformationen i 1536 vi får prædikestole i Danmark og stole og bænke til tilhørerne. Tidligere stod tilhørerne op og præsten talte fra alteret. Prædikestolen er næsten altid anbragt traditionelt i højre side (sydsiden) af kirken. Samtidig med reformationen blev døbefonten, der stod ved kirkens indgang længst væk fra alteret flyttet op til venstre for alteret i danske kirker. Ved tidligere dåbshandlinger var barnet helt afklædt og dyppet helt ned i og under det iskolde vand, hvilket medførte mange spædbørnsdødsfald. Nu begyndte man at lade vandet være lunkent og blev kun øst over barnets hoved og barnet havde tøj på. Der var stadig meget stor frygt for at der var stukket genstande ind under dåbstøjet og blive døbt sammen med barnet. Sådanne genstande kunne gøre stor skade på kirken og kunne anvendes til trolddomskunster. Det var typisk vokslys man fandt skjult her.
 

Domskolen overfor kirken. Bemærk tavlen over de kendte personer, der har gået i denne latinskole.

Vi afslutter turen til Ribe domkirke ved at spise medbragt frokost i Brorsons minde. Her synger vi salmer og danske sange fra Højskolesangbogen og vi får lagkage og kaffe. Stedet bliver brugt som en slags forsamlingshus og man kan for en billig penge leje sig ind. Vi var også inde på et lokalt værtshus og drikke nogle dyre, men dejlige lokale øl. Det var godt at komme ind i varmen - ude var blev man kold som en istap.